Filmklubber i Bjerringbro Biograf

Bjerringbro Biograf tilbyder en række ekstra filmmuligheder udover de normale aften- og eftermiddagsforestillinger i weekenden. Du kan læse mere om de forskellige tilbud i nedenstående.

BB Filmklub
Bjerringbro Biograf forsøger at dække bredt, når vi udvælger film, så der bliver et varieret udbud.

Der udgives langt flere film, end nogen biograf kan nå at vise, og derfor er vi nødt til at foretage en prioritering. Vi støder jævnligt på rigtig gode film, som måske ikke appellerer til et særlig bredt publikum - men som til gengæld elskes af andre, der har en forkærlighed for de lidt mere specielle film. Hvis du tilhører den gruppe, der godt kan lide disse lidt anderledes film, så er der gode nyheder til dig...

Bjerringbro Biograf har nemlig oprettet en filmklub, hvor det er ambitionen at vise nogle af disse filmperler samt prøve at grave nogle af historiens helt store klassikere frem.

Du finder mere detaljerede oplysninger på filmklubbens egen hjemmeside www.bbfilmklub.dk.

BroBiffen
BroBiffen er biografens filmklub for børn i alderen fra 7-12 år. Klubben viser typisk 5 film i hver sæson - filmene vises den første lørdag i måneden, med start november/december og slut marts/april.

En gruppe frivillige skiftes til at sikre, at der er nogle voksne til stede under filmvisningerne. Så kan forældrene evt. benytte lejligheden til at handle lidt ind imens børnene hygger sig med en god film.

Du finder mere detaljerede oplysninger på BroBiffens egen hjemmeside www.brobiffen.dk.

Biografklub Danmark
Bjerringbro Biografforening har valgt at støtte op omkring Biografklub Danmark. Med medlemsskab af Biografklub Danmark, kan du komme i biografen og se udvalgte film til ½ pris. Du kan læse mere om Biografklub Danmark og filmene herunder på biografklubbens hjemmeside - her.

Ønsker du kan blive medlem af Biografklub Danmark, kan du tilmelde dig på biografklubbens hjemmeside, eller hente en folder med en indmeldelsesblanket i biografen. I Bjerringbro Biograf har vi valgt ikke selv at sælge abonnement til biografklubben og dermed udstede rabatkuponer, men rabatkuponerne fra biografklubben kan naturligvis anvendes i Bjerringbro Biograf.

I Bjerringbro Biograf tilstræber vi at vise alle de udvalgte film fra Biografklub Danmark, hold derfor øje med avisen og hjemmesiden (se også efter under menupunktet Kommende film).

Skolebio
Bjerringbro Biograf er også en del af ”Med Skolen i Biografen” (også kendt som Skolebio). Skolebio drives af Center for Undervisningsmidler og er et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut, de danske filmudlejere, de tilmeldte kommuner, biograferne og Center for Undervisningsmidler. Du kan læse mere om Center for Undervisningsmidler og Skolebio - her.

Baby-Bio
Bjerringbro Biograf vil gerne give forældre til små børn muligheden for en tur i biografen. Når man skal amme, trøste eller skifte ble kan det være svært at komme i biografen en hel aften. Derfor vil vi i Bjerringbro Biograf lejlighedsvis forsøge, at vise en af de programsatte film om dagen som Baby-Bio. Filmen vil blive vist enten om formiddag eller om eftermiddagen, og filmen vises med lav lyd og lidt lys i salen. Barnevognen kan stå i biografens mødelokale under opsyn, og der er også faciliteter til at skifte ble.

Biografens kontaktperson til Baby-bio er bestyrelsesmedlem Corinna Brietzke - du finder Corinna's kontaktoplysninger under menupunktet Bestyrelsen.

OBS! Bjerringbro Biograf har en åben babybio gruppe på Facebook - du finder gruppe her Facebook

Formiddags Bio
Formiddags Bio er et tilbud om at kunne komme i biografen og se film om formiddagen.

Sidste onsdag formiddag i måneden, klokken 10:00, kan man se udvalgte film i biografen. Tiltaget er baseret på manges ønske om at kunne nå hjem efter en tur i biografen inden det - midt vinter - bliver mørkt. Biografen byder på kaffe inden filmen begynder, og efter filmen er der igen mulighed for at sætte sig sammen og snakke om filmen over en kop gratis kaffe.

Brugerne af Formiddags Bio har selv indflydelse på valget af film. Før programlægningen af en ny periode, har de tilmeldte mulighed for at stemme om og få indflydelse på, hvilke film de har lyst til at se. Formiddags Bio fungerer i høj grad ved hjælp af direkte mail til målgruppen. På den måde håber biografen at opnå den fleksible dialog som sikrer at der vises film som passer dette publikum.

Biografen stiller ingen krav til publikum om alder eller social status. De som har lyst og er i stand til at gå i biografen midt om eftermiddagen til disse "perlefilm" for voksne, er alle velkomne. Man skal selv bestille billet på nettet eller pr. telefon på helt almindelige vilkår.

Har du lyst til at være en del af eller høre mere om Formiddags Bio - tilbuddet er gratis og uforpligtende - så kan du skrive til biografens kontaktperson Birthe Mæhlisen - birthemhlisen@gmail.com. Ved henvendelse til Birthe kan man komme med på mail listen for Formiddags Bio og få direkte besked en uges tid før filmen vises.